Jonas Kjeldgaard Sørensen
Leonia
I weekenden i uge 17 havde vi besøg af den tyske kunstner duo BenandSebastian. Med udgangspunkt i Italo Calvino's bog "De usynlige byer" blev 6 byer skabt udfra seks udvalgte kapitler fra bogen.
Byen, skulpturen er lavet af Regitze Karlsen, Kathrina H., Felix og undertegnet, med udgangspunkt i byen Leonia. Leonia er en af "De sammenhængende byer", og er beskrevet i teksten nedenfor.
“Byen Leonia fornyer sig hver dag; hver morgen vågner befolkningen i senge med duftende rent sengetøj, de pakker et nyt stykke håndsæbe ud, de tager splinternye badekåber på, og fra det sidste skrig i køleskabe, henter de nye dåser frem, mens de lytter til de nyeste melodier på deres radioer af seneste model. Resterne af gårdsdagens Leonia står i store rene plastikposer på fortorvene og venter på skraldevognen(…) Leonias velstand måles ikke så meget på de ting, der hver dag fabrikeres og købes, men snarere på de ting, der hverdag smides væk for at gøre plads til de nye (…), at nyde nye ting, eller om det ikke snare består i at fjerne og udskille ting, at rense sig for en bestandig fornemmelse af urenhed.(…)byen udvider sig hvert år, og skraldemændene må hvert år køre længere væk; affaldet vokser i omfang, dyngerne hober sig op, aflejrer sig i lag og breder sig over en større omkreds. (…)Der ligger efterhånden en fæstningsring af uforgængeligt affald rundt om Leonia, der hæver sig over byen på alle sider som en bjergkæde. (…) Ved at forny sig hver dag bevarer byen sig selv i den eneste definitive form, nemlig som gårsdagens affald der hober sig op på affaldet fra i forgårs og fra alle de tidligere dage, år, tiår. (…) Måske er hele verden uden for Leonia dækket af affaldskratre, og midt i hvert krater ligger der en storby som en vulkan i evigt udbrud(…)”
Italo Calvino, “De usynlige byer”, 1979
Vi har arbejdet med udgangspunkt i 'ophobning'. Hvordan gårsdagens "affald" smides ud og dagens mode integres i de let udskiftelige bygningskonstruktioner. Grundstrukturen er bygget op omkring stisystemerne, som funger som transportbånd i denne udskiftelige by. På og omkring stierne er 'husene' de hvide kuber monteret, hvor ophobningen fungerer som lim mellem husene. Dens forbrug er derfor deres held, men en dag måske deres undergang. Vi har valgt, at bruge bænken som "affald", for at kunne kontrollere, at beskueren får intrykket af, at der er for meget af noget, og indtrykket af overforbrug. For det affald med kalder "affald", er jo bare gårsdagens affald - bænk.
“Byen Leonia fornyer sig hver dag; hver morgen vågner befolkningen i senge med duftende rent sengetøj, de pakker et nyt stykke håndsæbe ud, de tager splinternye badekåber på, og fra det sidste skrig i køleskabe, henter de nye dåser frem, mens de lytter til de nyeste melodier på deres radioer af seneste model. Resterne af gårdsdagens Leonia står i store rene plastikposer på fortorvene og venter på skraldevognen(…) Leonias velstand måles ikke så meget på de ting, der hver dag fabrikeres og købes, men snarere på de ting, der hverdag smides væk for at gøre plads til de nye (…), at nyde nye ting, eller om det ikke snare består i at fjerne og udskille ting, at rense sig for en bestandig fornemmelse af urenhed.(…)byen udvider sig hvert år, og skraldemændene må hvert år køre længere væk; affaldet vokser i omfang, dyngerne hober sig op, aflejrer sig i lag og breder sig over en større omkreds. (…)Der ligger efterhånden en fæstningsring af uforgængeligt affald rundt om Leonia, der hæver sig over byen på alle sider som en bjergkæde. (…) Ved at forny sig hver dag bevarer byen sig selv i den eneste definitive form, nemlig som gårsdagens affald der hober sig op på affaldet fra i forgårs og fra alle de tidligere dage, år, tiår. (…) Måske er hele verden uden for Leonia dækket af affaldskratre, og midt i hvert krater ligger der en storby som en vulkan i evigt udbrud(…)”
Italo Calvino, “De usynlige byer”, 1979
Vi har arbejdet med udgangspunkt i 'ophobning'. Hvordan gårsdagens "affald" smides ud og dagens mode integres i de let udskiftelige bygningskonstruktioner. Grundstrukturen er bygget op omkring stisystemerne, som funger som transportbånd i denne udskiftelige by. På og omkring stierne er 'husene' de hvide kuber monteret, hvor ophobningen fungerer som lim mellem husene. Dens forbrug er derfor deres held, men en dag måske deres undergang. Vi har valgt, at bruge bænken som "affald", for at kunne kontrollere, at beskueren får intrykket af, at der er for meget af noget, og indtrykket af overforbrug. For det affald med kalder "affald", er jo bare gårsdagens affald - bænk.
Jonas Kjeldgaard Sørensen, mail: jona0361@yahoo.dk
